Acebuchal
Acebuchal - 'den forladte by'
...en lidt udfordrende tur 10-15 km. nordøst for Torrox
På Cómpeta-Torrox vejen (A7207) drejer man fra ved skiltet mod Acebuchal. efter ca. 8 km Herefter følger en udfordrende grusvej på 6.5 km.
Acebuchal ligger halvvejs nede i en slugt, beskyttet af de omkringliggende bjerge, som er en del af naturparken Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama. Landsbyen blev grundlagt engang i 1700 tallet, og lå på vejen mellem Granada og Nerja. Byens navn stammer fra det arbiske ord for “oliven”, “acebuche”. I flere århundrer ernærede beboerne sig ved landbrug, især olivenproduktion, og husdyrhold. I 1940-erne fik en stor del af landsbyens ca. 150 beboere deres udkomme ved kalkbrænding i slugten. I 1937 under den spanske borgerkrig indtog Francos tropper den nærliggende by Frigiliana, som var en af de mange “røde” venstreorienterede byer i Andalusien. Fascisterne gik hårdt frem imod enhver, der blev mistænkt for at være modstandere og venstreorienterede. Mange var nødt til at flygte op i bjergene, hvor de tog ophold i en hule på El Cisne, ca. 8 km. fra Acebuchal, som var den eneste by, hvor de kunne proviantere. Acebuchal kom til at ligge lige i skudlinjen mellem hæren og oprørerne, og Guardia Civil havde (berettiget) mistanke om, at beboerne hjalp “de røde”, og de kom tit på kontrolbesøg. Acebuchal sad snart som en lus mellem to negle midt i den guerilla krig, der udspandt sig. Gennem 1940’erne forlod mange landsbybeboere Acebuchal og flyttede til Frigiliana eller Cómpeta. I 1948 fik de sidste 150-200 beboere ordre på at forlade Acebuchal, deres hjem og ejendele og husdyrhold. Franco frygtede, at nye oprør kunne blusse op med den strategisk beliggende landsby som base. Og de følgende 50 år sygnede Acebuchal hen og blev af de lokale i området benævnt “Den fortabte landsby” eller “Spøgelsesbyen”, “Pueblo el Fantasmas”.
Men i 1998, 50 år efter at landsbyen var blevet forladt, begyndte der at ske noget. Sønnen til en af de mange indbyggere, som havde måttet lade livet, Antonio García Sánchez - med tilnavnet “El Zumbo”, “brummeren” og som bar faderens navn, var flyttet ind hos sin bedstemor, der drev en beværtning i nabolandsbyen. Antonio blev siden gift med Virtudes, der som barn ofte havde besøgt Acebuchal sammen med sin far. Dette par delte en drøm om at genopbygge den forladte landsby. De begyndte med at genopføre familieejendommen, dels på grundlag af gamle fotos, dels med assistance fra gamle mennesker fra landsbyen. Derefter begyndte at opkøbe forladte huse af andre efterkommere, og til sidst ejede de seks huse i landsbyen. De gik i gang med det enorme arbejde at genbygge de forfaldne bygninger, men først skulle der indlægges elektricitet og vand. Staten afslog at bidrage til finansieringen, men år efter år blev ruin efter ruin omskabt til beboelige huse i den oprindelige, autentiske stil af Antonio og hans familie. Og familiens eksempel smittede, og flere af de oprindelige familier vendte tilbage, og i dag er alle huse renoveret i den oprindelige stil. Byens lille kapel blev også istandsat, ligesom veje og stier blev brolagt. Byen blev genindviet den 25. juni 2005 ved en gudstjeneste i kapellet.
Bar/restaurante El Acebuchal
Under arbejdet med at istandsætte de gamle huse var der kommet mange turister forbi, præcis som i gamle dage, hvor folk gjorde stop her på vej til og fra Granada. Herved opstod idéen om at åbne et spisested, præcis som i gamle dage. Antonio havde altid været glad for at lave mad, og hans bedstemor havde lært ham at bage godt brød. I dag er Bar El Acebuchal en meget besøgt frokostrestaurant, som har specialiseret sig i det klassiske, andalusiske køkken. Restauranten, som er indrettet i den tidligere skole, åbnede i 2005.
Inde i restauranten findes en hel væg med gamle fotos fra Acebuchal og dens tidligere beboere. Overfor re- stauranten er opført en terrasse i to etager, hvorfra gæsterne har en fanta-stisk udsigt over Acebuchals tage og bjergskråningerne på den anden side af dalen.
Restauranten er et familieforetagende, hvor Antonio tilbereder kartofler, hans ældste søn Antonio står for bagning af brød mens Virtudes og deres anden søn Sebastian står for kokkereringen.
Restauranten har specialiseret sig i klassisk Andalusisk simremad, og de fleste råvarer er dyrket lokalt, og så vidt muligt økologisk. Alt er hjemmelavet incl. brød, desserter og is. Og selvfølgelig anvender man sin egen olivenolie, og man fremstiller sin egen honning. Restauranten er blevet et hit, og folk valfarter dertil hver dag, dels for at opleve den smukt restaurerede landsby, og dels for at nyde den fantastiske mad.
Det kan være en god idé at bestille bord, tel. +34 650 956 033 - personalet taler udmærket engelsk. Bemærk at restauranten har lukket om mandagen, og da det er en frokostrestaurant, som lukker den kl. 16.